Spring til indhold

Lydord

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Lydord (sjældent Onomatopoietikon) er en betegnelse for et ord, som er dannet ved efterligning af naturlig lyd. Eksempelvis er dyrelydene "muh" og "øf" onomatopoietika, ligesom "pip", "vov" eller "mæh"[1]. Desuden ses det i orddannelser såsom "plask", "splat" "bøvs" og "bang".[kilde mangler]

Onomatopoietikon

[redigér | rediger kildetekst]

Et lydord kaldes sjældent [2] et Onomatopoietikon (flertal: Onomatopoietika), af græsk: onoma, "navn" eller "ord", og poiein, "skabe").[kilde mangler]

Sprogenes oprindelse

[redigér | rediger kildetekst]

Eksistensen af lydord har ofte været brugt som argument imod strukturalisme, der hævder at verbalsproget er tilfældigt konstrueret. Dette tilbagevises dog af Ferdinand de Saussure i hans tekst Lingvistikkens objekt.

Universalitet

[redigér | rediger kildetekst]

Lydord er ikke universelle, men afhænger af sprog. Eksempelvis er lydordet for en kats lyd "miav" på dansk, "meow" på engelsk og "nyan" på japansk.

  1. ^ Lars Henriksen, "Er nogle sprog bedre end andre", i Sprogpsykologi. Udvalgte kerneemner, Museum Tusculanums Forlag, 2004
  2. ^ DDO: Lydord
  • Saussure, Ferdinand: "Lingvistikkens objekt", Strukturalisme. En antologi, København 1970, s. 21
  • Sprogpsykologi. Udvalgte kerneemner, Museum Tusculanums Forlag, 2004

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Se Wiktionarys definition på ordet: