Spring til indhold

Cirkus Scott

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Cirkus Scott, Norra Djurgården, Stockholm i 1983.

Cirkus Scott er en svensk cirkus, grundlagt i 1937 af brødrene fra klovnetruppen 4 Bronetts.[1] Cirkus Scott besøgte København i 1999, 2000 og 2001 med forestillinger på Bellahøj-cirkuspladsen, besøgene gav imidlertid beskedne tilskuertal.[2] Danske Kim Benneweis var teltmester hos Cirkus Scott i 2002.[3] Efter 2003 var der ingen forestiller, men i 2011 blev cirkus genstartet af Robert Bronett.

Cirkus Scott omtales som et af Europas største cirkus, og forestillingerne har gennem årene budt på nogle af verdens største cirkusartister.

Cirkus Scott blev etableret i 1937 af brødrene Bruno (Benno) Goldkettle (1891-1937), Carl (Calle) Goldkettle (1889-1937), Herman Goldkettle (1885-1949) og Natini Goldkettle (1895-1952), der var af tysk afstemning med optrådte under kunstnernavnet Bronett, en af tidens mest berømte klovnetrupper,[1][4][5] 4 Bronetts, som tidligere blandt andet havde optrådt i Cirkus Schumann.

Kort efter grundlæggelsen døde Carl, hvilket overlod cirkus til de tre tilbageværende brødre. Under WWII standsede cirkus med omrejsende forestillinger, men fortsatte i Stockholm indtil 1946, hvorefter det atter turnerede rundt i Sverige.[1]

Cirkus Scott på Eriksdal i Stockholm, 1965.

Da den sidste af Bronett-brødrene døde i 1952, overtog Brunos hustru, Käte Bronett (1906-1991), foretningen som eneejer. I 1953 turnerede hun med et show efter amerikansk forbillede med tre maneger i samarbejde med det tyske Cirkus Althoff. Hun ekspanderede cirkus og drev den videre sammen med sin søn, Francois (1932-1994), indtil 1982. Fra 1976 producerede Cirkus Scott ikke deres eget show, men lejede i stedet personale, dyr og udstyr fra det ungarske statscirkus.[1]

Fra 1983 overtog Francois Bronett – der var født i København, og som sprechstallmeister blev kendt for udtrykket "får jag be om största möjliga tyssstnad" (dansk: må jeg bede om den størst mulige stilhed) – ledelsen af Cirkus Scott. Mellem 1983 og 1985 stoppede cirkus atter sit omrejsende show og gav kun forestillinger i Stockholm. Derefter begyndte Cirkus Scott igen et samarbejde med det tyske Althoff-cirkus og turnéerne i Sverige blev genoptaget.[1]

Francois Bronetts sønner, Henry (f. 1961) og Robert (f. 1964), blev involveret i familievirksomheden og arvede den efter deres fars død i 1994. De fortsatte med at drive cirkus videre sammen indtil 2002. Henry fortsatte alene i 2003 hvorefter cirkus standsede på grund af økonomiske vanskeligheder. I 2004 etablerede Henry Bronett sin egen Cirkus Bronett.[1][4]

Robert Bronett genstartede Cirkus Scott i 2011, hvor han i august måned opførte et stort show med en indbygget "cirkuspark" i Stockholm, blandt andet medvirkede heste fra danske Cirkus Arena. I sommeren 2012 turneredes atter gennem Sverige for at fejre cirkus' 75 års jubilæum. Året sluttede med et vintercirkus på Gärdet i Stockholm.

  1. ^ a b c d e f "Cirkus Scott (1937 - 2003)". University of Sheffield (engelsk). Hentet 23. juni 2024.
  2. ^ "Fakta om udenlandske cirkus i Danmark". Cirkus i Danmark. Hentet 23. juni 2024.
  3. ^ "Fakta om danske cirkusfamilier". Cirkus i Danmark. Hentet 23. juni 2024.
  4. ^ a b "Broneʹtt, cirkusfamilj". NE Nationalencyklopedin AB (svensk). Hentet 23. juni 2024.
  5. ^ "Goldkette Family History". Ancestry (engelsk). Hentet 23. juni 2024.